Pias familie har været ansat
i samme virksomhed gennem
fem generationer

Fra oldefar til oldebarn:
Pias familie har været ansat i samme virksomhed gennem fem generationer

Hos træspærproducenten Palsgaard Spær, der har hovedkontor i midtjyske Hampen, udspiller en helt særlig familiefortælling sig for Pia Kristensen. Hendes familie har nemlig arbejdet i virksomheden i de sidste fem generationer. Opskriften på den vedholdende familietradition har været en rummelig arbejdsplads med gode udviklingsmuligheder og et godt kollegaskab.

I de seneste år har danskerne skiftet job som aldrig før. Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening fratrådte en ud af tre lønmodtagere deres job i 2022, hvilket historisk er den højeste afgang. Samtidig startede næsten 4 ud af 10 personer et nyt job i løbet af 2022.

Lønmodtagernes trang til at skifte nyt job er dog ikke en tendens, man oplever hos Palsgaard Spær i Hampen. Her har man i både produktionen og på kontoret generelt en høj anciennitet. Faktisk kan virksomheden bryste sig af, at hele fem generationer – fra oldefar til oldebarn – har arbejdet i virksomheden igennem mange år.

Som den fjerde generation, der er ansat i Palsgaard Spær, kan Pia Kristensen og hendes familie således fortælle mange historier fra virksomheden, som hun anser som en del af slægtsfortællingen. Selv har hun fejret sit 40-års jubilæum for to år siden, og det glæder hende, at hendes søn som det femte generationsled også er ansat i Palsgaard Spær.

Nicklas og Pia

Nichlas, der er femte generationsled hos Palsgaard Spær, passer automatikken på robotlinjen, imens mor Pia beskæftiger sig med virksomhedens tegnearbejde.

- Min families historie med Palsgaard Spær går helt tilbage til min oldefar, der var formand på det gamle savværk fra omkring 1915 og frem til 1932. Siden da har både min morfar og far arbejdet her. Min morfar var ansat i hele 60 år og var ved Dronningen for at få 50 års fortjenstmedaljen. Selv kom jeg til virksomheden i 1982 som kontorelev. I dag arbejder jeg med tegning af spær efter at have været rundt i det meste af virksomheden og prøvet flere arbejdsområder af, fortæller Pia Kristensen, der i dag er sagsbehandler hos Palsgaard Spær, og fortsætter:

- Nu er min søn, som det femte generationsled, også startet i virksomheden, hvor han uddanner sig som automattekniker og beskæftiger sig med virksomhedens teknik og robotanlæg. Selvom vi ikke sidder det samme sted i virksomheden, så er det sjovt at have et familiemedlem på arbejdspladsen igen, for tidligere har min mand også arbejdet her, og min datter var piccoline i en periode.

Oldefar

Her ses Pias morfar på bagerste række, som nummer seks fra venstre og hendes oldefar sidder på forreste række som nummer et fra højre.

Virksomhedsstrategi med fokus på medarbejderne

Pia Kristensen anser Palsgaard Spær som en god arbejdsplads med mange muligheder, og hun tror da heller ikke, at fem generationer af familien havde fundet vej til virksomheden, hvis der ikke havde været positive historier at fortælle derhjemme.

- Palsgaard Spær har altid svævet i luften som en mulighed, når man bor i en lille by som Hampen. Men når det så er sagt, så har vi i min familie jo kun anbefalet stedet til hinanden, fordi vi har været glade for at arbejde her. Da jeg i 2021 fik en blodprop i hjertet, oplevede jeg, hvordan ledelsen støttede op om de ansatte, og jeg fik flere muligheder for hjemmearbejde og flekstid. Så længe man kan bevise, at man er loyal, stabil og en god medarbejder, så får man masser af frihed under ansvar, siger Pia Kristensen.

Ifølge Tobias Smith, der er administrerende direktør i Palsgaard Spær, er en fortælling som Pia Kristensens families ikke noget, som virksomheden er kommet sovende til. For der er stor fokus på at skabe en rummelig arbejdsplads, hvor medarbejderne føler ejerskab:

- Medarbejderne i Palsgaard Spær er generelt ansat i virksomheden i mange år, og vi har en høj anciennitet inden for alle fagområder. I produktionen er der faktisk på tværs af vores afdelinger i hele Danmark mindst en anciennitet på ti år med undtagelse af produktionen i Slagelse, som vi åbnede for fem år siden, siger Tobias Smith og fortsætter:

- Vi har også mange eksempler på medarbejdere, som har søgt arbejde andetsteds i en periode, for derefter at vende tilbage igen. Selv var jeg i en anden virksomhed i nogle år for knap 20 år siden, og så blev jeg spurgt: ”kommer du ikke hjem igen?” Det gjorde jeg, og det er meget kendetegnende for Palsgaard Spær, at vi føler os som én stor familie. Men det er også en vigtig del af vores virksomhedsstrategi, at vi skal være en attraktiv arbejdsplads med plads til faglig og personlig udvikling, for uden medarbejderne er der ikke noget Palsgaard Spær. Det må man sige, at Pias familie er et udmærket eksempel på, at det er lykkedes gennem mere end 100 år.

Og spørger man Pia Kristensen, om der er en 6. generation på vej, er hun ikke helt afvisende:

- Mine børnebørn er kun to og fire år gamle, så de er ikke klar til at komme på arbejdsmarkedet endnu, men det er aldrig til at vide, om de følger i familiens fodspor og får ansættelse i Palsgaard Spær.

Seneste nyheder Se alle nyheder ➔

Har du spørgsmål?

Mangler du teknisk dokumentation eller ønsker tilbud til dit projekt, er vi klar til at hjælpe dig.
Ring til Kim Haubjerg eller Mette Borrisholt fra vores kundeservice på 75 77 51 55.